Ny sorggruppe - sensommer 
 

På grund af Covid-19 er vi først nu igen i stand til at indbyde til 
deltagelse i ny sorggruppe her i Rungsted Sogn med start 31. juli kl 10-12 i kirkens lokaler, Bolbrovej 15. 

Allerede i sensommeren kan det mærkes, at dagene så småt bliver kortere og mørket tager til. Efteråret venter forude. 
De fleste mennesker synes, at denne overgangsfase er smuk med alle de varme farver, der viser sig i naturen, store fugleflokke på himlen, og den helt særlige luft, når solen skinner fra en skyfri blå himmel, og duft og fugt smelter sammen.

For det menneske der har mistet en ægtefælle, en søn eller datter, et familiemedlem, eller en nær ven, kan situationen være, at netop ovennævnte fænomener fremkalder en følelsen af liv der falmer, og af den død, der allerede har sat sit aftryk på hele livet. Det klare, men kolde efterårslys og naturens mange sanseindtryk kan fremkalde tunge minder, der er svære at bære. Desværre findes der ingen mirakelkur mod sorg, men måske kunne det at møde andre, der står i den samme sorgens situation som én selv, medføre gode forløsende samtaler og mulighed for at finde nye stier i sorgens landskab. 
Vi har erfaring for, at dette er muligt og derfor indbyder vi nu igen til deltagelse i ny sorggruppe her i Rungsted Sogn.
Henvendelse til Bodil Bang-Berthelsen for tilmelding og forudgående samtale er en forudsætning for deltagelse tlf. 45863636.

Begrænset antal deltagere. 
Mulighed for at komme på venteliste.